www.sundfordojelse.dk

At se min mors hjerne gå i opløsning, se hende miste sine færdigheder, blive hjælpeløs og afhængig af mig. At vores roller er blevet byttet om, så det i dag er mig, der er den med overblik og handlekraft og ofte i omsorg må overrule hendes selvbestemmelse har været og er meget tungt, vanskeligt og gør noget underligt ved mig.

I dag er min mor på et plejehjem – på en skærmet enhed, bag låste døre og kun med et enkelt værelse, fordi hun som dement har mistet sin orienteringsevne, ikke kan finde rundt, ofte ikke kan genkende sine ting  – og da slet ikke finde dem, har mistet sine minder og ikke har styr på selv sin nærmeste familie.

At sætte min stolte, selvstændige og værdige mor ind der  var nødvendigt, men tungt. Det rev hjertet op på min bror og jeg. Hun bliver aldrig rigtig glad for at være der, føler det er et overgreb på hende, men der er ikke noget alternativ. Hun kunne ikke klare sig selv og var ikke længere habil til selv at træffe sine valg, så vi måtte træffe valget for hende. Her bliver hun passet på.
– Og nogen gange må omsorg gå forud for selvbestemmelse !

Det startede med de 6 skeer
“Vi må tale sammen – om de 6 skeer” sagde min da 80 årige mor “De 6 sølvskeer, du har hugget, fordi dine egen er så grimme” ! Jeg refererede det oprørt og rasende til en veninde, der straks sagde “Hun er nok ved at blive dement”. Det mente jeg nu ikke, hun er bare blevet meget vanskelig, mistroisk og har fået underlige ideer, var min fortolkning
Over den næste tid kom der flere og flere af den slags mærkelige udsagn. Jeg syntes også, hun blev så utaknemmelig, kunne ikke længere lide noget mad, heller ikke det hun tidligere elskede. Kørte vi en tur, var hun helt uinteresseret i omgivelserne og naturen. Alt skulle være på den samme måde, ingen afvigelser eller noget nyt. Hun fik fikse ideer, at alt i verden var migranternes skyld , alt uden undtagelse, at tale med hende om dette var helt umuligt. Hun kørte bare i ring omkring det.
Jeg syntes, hun var blevet så irriterende.

Først da hun udviklede faldtendens gik det langsomt op for mig, at hun faktisk ikke bare var blevet rigtig irriterende, men var i gang med at udvikle demens  – og jeg er altså sygeplejerske med ganske mange års erfaring. Men da det gik galt med min egen mor, var jeg meget længe om at indse, hvad der var galt. Min mor kunne som så mange andre langt hen ad vejen kompensere, når hun var i sine daglige rutiner, så vi ikke så det og hun igen som så mange andre udviklede jo ikke alle tegnene på én gang.
Hendes symptomer kom langsomt og helt i deres egen rækkefølge.

Da vi opdagede min mors demens, var det som en ændring i adfærd og humør, svigtende dømmekraft og langsomt over et par år kom de øvrige karakteristika til.
Men hendes personlighed forblev intakt.

Det har været meget, meget vanskelig år, hvor hun til sidst gik ud i en bragende paranoid psykose, hvor hun var meget, meget angst. Hun kunne ikke klare sig hjemme, men forstod det jo ikke. Afviste hjælp fra hjemmeplejen, som hun troede kom for at bestjæle hende, spise gratis og var flyttet ind.  Mente bestemt, der boede 3-4 mennesker i hendes hus og var jo vred over dette. Kunne ikke finde rundt i sit hjem, kunne ikke genkende sine ting, som hun så mente var blevet forbyttet. Nægtede at spise antipsykotisk medicin, som hun mente var forgiftet.
Faldt ustandselig og pådrog sig brud på arme, ben og ryggen. Kunne ikke finde af at bruge sit nødkald og lå nogen gange en hel nat udenfor i havegangen med et knoglebrud.
Min bror og jeg kom dagligt, købte ind og lavede mad, som hun smed ud, da det jo smagte helt forkert, så hun tabte sig voldsomt.
Det var en arbejdsbyrde som at have et lille barn, men med den forskel at med et barn ser du udvikling og vækst, her så vi kun forfald, angst, forvirring og vrede.
Gang på gang måtte vi i vores omsorg og beskyttelse af hende overtræde hendes grænser og kunne blot iagttage hendes forvirring, vrede og angst. Nå hende med ord, kunne vi jo ikke.

At finde en balance i min kærlighed, omsorg og ansvar for min mor på den ene side og på den anden side glæden over og støtten til  mit nye lille barnebarn og hans forældre samt mine øvrige forpligtigelse  – og så også lige prøve at finde en plads til mig selv og mit arbejdsliv, var rigtigt vanskeligt. Der var jo altid mindst én, jeg fik svigtet.

Min mors personlighed er stadig intakt, men ellers er hun på alle punkter meget præget af sin demens. Nå hende med ord kan man ikke længere og jeg sidder dér med så mange ord . Ord jeg ikke kan bruge, for det er for sent.
Alt det, jeg så gerne ville fortælle hende. Hvordan jeg nu qua min alder og erfaring først nu forstår hendes valg, værdiger og prioriteringer gennem livet. Hvor meget hendes omsorg, støtte  og kærlighed har præget, formet  og påvirket mig.
Jeg kunne ikke have fortalt hende det før, for jeg var nødt til at nå min alder, førend jeg selv forstod det  – og nu er det for sent.

Det har været meget tungt og er så trist, at hun i sin demens er tabt for både sig selv og os, men hun er alligevel heldig, at hun er kommet på et plejehjem, hvor der bliver taget sig af hende. Rigtig, rigtig mange må forblive i deres eget hjem under kummerlige forhold.
For det er defineret, at længst muligt i eget hjem er det bedste !
Så i dag kommer man ikke sådan lige ind på et plejehjem.

Og hun er heldig, at hun har sin familie. Selv om hun ikke altid  lige kan huske, hvem vi er og hvornår vi har været der, har hun stadig glæden ved at mærke, at vi er der. Og lykken er jo ikke kun det, vi kan måle, huske og bruge.
Lykken er lige nu, hvor vi blot er tilstede sammen og nyder dette uden mål og fremtid.

Min mor og jeg kan være sammen på hendes stue ved fjernsynet, mens jeg strikke og hunden ligger i sofaen. Vi har ikke mange ord, men vi kan mærke hinanden.
– og jeg må medgive, demens er de pårørendes sygdom.

Læs mere om hvorfor demens opstår, forebyggelse, symptomer, medicinsk behandling og hvad det egentligt er

(Visited 114 times, 1 visits today)
Del gerne indlægget med andre