Fordøjelsen starter i øjne og næse med, at vi dufter og ser maden, og der sendes besked til hjernen, at nu skal fordøjelsesprocessen startes.

Selve fordøjelseskanalen strækker sig fra læberne til endetarmsåbningen og består af mund, spiserør, mavesæk, tolvfingertarm og tyndtarm, tyktarm, sigmoideum, rectum og endetarm, men også lever, galdeblære og bugspytkirtel hører med som hjælpere.
De arbejder sammen, producerer enzymer, der nedbryder føden, så næringsstofferne kan frigøres og optages i blodbanen og dermed i kroppen, som behøver regelmæssig tilførsel af næring for at vokse, for at erstatte udslidt væv og for at skaffe energi til de tusindvis af kemiske reaktioner, som foregår i kroppen hele tiden.
Undervejs gennem fordøjelseskanalen omdannes maden til næringsstoffer, som optages, og affald, som udskilles i toilettet.

Mund
Den første del af fordøjelseskanalen er munden.
Tænderne splitter maden op i mundfulde og tygger den til små bidder. Under tygningen blandes maden med spyt, der består af vand, antistoffer, slim, salte, bikarbonater og enzymer.
Spyttet fungerer som smøremiddel og indeholder et enzym, som nedbryder stivelse.
Tungen bevæger maden rundt i munden efterhånden som, den tygges, og former den til en kugle (bolus) med en hensigtsmæssig form, når den skal synkes. Synkningen kontrolleres af muskler i halsen.

Spiserør
Efter at være blevet sunket glider maden ned i spiserøret, et 30-40 cm. langt muskulært rør og videre gennem en muskelring (mavemunden) ind i mavesækken.
Spiserøret består af flere lag, bl.a. af to lag muskler, som hjælper føden nedad.
De ringformede muskler trækker sig sammen bag fødekuglen (bolus), presser den fremad til næste muskelring og slapper af. En kaskade af disse muskelbevægelser presser føden ind i mavesækken. Bevægelsen kaldes for peristaltik og sikrer, at føden kan synkes uanset tyngdekraften. Derfor kan man synke, selv mens man står på hovedet.

Mavesæk
Når man synker, er mavemunden afslappet, og føden glider ind i mavesækken, hvor mavesaften (saltsyre som produceres af mavesækkens slimhinde) opløser maden og sørger for at dræbe eventuelle bakterier.
Sammen med vand og enzymet peptin, bliver maden blandet til en blød findelt masse kaldet chymus, som mavens bevægelser transporterer videre.
Mavesækken kan i fyldt tilstand rumme ca. 1.500 ml..
Tømning af mavesækkens indhold på 1,5 liter tager ca. 2-4 timer – afhængig af om det er kulhydrater (som omdannes hurtigst) eller fedt / protein (som tager længst tid).

Tolvfingertarm
Den halvfordøjede mad passerer gennem en ny muskelring (maveporten) i bunden af mavesækken og fortsætter gennem en kort kanal, tolvfingertarmen, som er 25-30 cm lang eller, som navnet angiver, tolv fingersbredder.
Den producerer stoffer, som neutraliserer den stærke mavesyre.
Således undgår chymus senere at ætse tyndtarmen, der ikke er designet til mavesyrens surhed, og pH-værdien ændres også for, at fordøjelsesenzymerne senere kan fungere.
Tolvfingertarmen producer også sine egne fordøjelsesenzymer, som i kombination med enzymer fra bugspytkirtlen og galdesyrer fra leveren fortsætter nedbrydningen af fødens kulhydrater, proteiner og fedt.
Ligesom resten af fordøjelsessystemet, består tolvfingertarmen af flere lag, hvor muskellagene, via peristaltiske bevægelser, fører chymus mod tyndtarmen.

Bugspytkirtlen, der ligger bag mavesækken, frigør bl.a. fordøjelsesenzymer gennem en kanal, som tømmer sig i galdegangen, således at galden og bugspytkirtel-enzymerne kommer sammen ud i tarmen.
Bugspytkirtlen sender tre enzymer til tolvfingertarmen: amylase, protease og lipase. Amylase nedbryder f.eks. kulhydrater, som findes i kartofler og pasta, protease hjælper kroppen med at nedbryde protein i maden, som f.eks. kød, til små byggesten, som så kan bruges til at opbygge og vedligeholde kroppens væv og lipase hjælper kroppen med at nedbryde fedt og olier.

Galdeblæren, der ligger under leveren, er en ca. 9 cm lang pæreformet sæk, der lagrer og koncentrerer galden, som produceres af leveren og opsamles i galdeblæren gennem et netværk af tynde galdegange.
Galdeblæren kan trække sig sammen og tømme galde ud i tolvfingertarmen gennem galdegangen. Galde bidrager til nedbrydningen af fedt.

Tyndtarm
I tyndtarmen, der er et langt smalt rør på ca. 4-6 meter med en diameter er ca. 2 cm, bliver langt de fleste næringsstoffer optaget.
Føden skubbes ned gennem tarmen ved hjælp af sammentrækninger af musklerne i tarmvæggen.
Samtidig med dette, nedbryder enzymer og kemikalier maden til stadig mindre enheder, som kan trænge gennem tarmvæggen. Det meste af føden er nu spaltet og kan derfor optages i tyndtarmens slimhinder, hvorfra det med blodet og lymfen føres til leveren og videre rundt i kroppen.
Tyndtarmen har en særlig stor overflade i kraft af millioner af bittesmå udposninger (villi), som hvis man strakte dem ud, ville have en overflade på ca. 300 m2, svarende til en hel fodboldbane. Den store overflade sikrer, at den nedbrudte føde ikke skal ”stå i kø” for at komme fra fordøjelseskanalen ud i blodet.
Blodet fører næringsstofferne til kroppens celler, som sørger for kroppens opretholdelse.
Den rest af tarmindhold, der ikke kan nedbrydes og bruges af kroppen, føres til tyktarmen.

Tyktarm
Tyktarmen, er et ca. 1 meter langt rør med både tværstribede muskler (længdegående) og ringmuskler (tværgående), som får den til at ligne en ”ujævn perlekæde”. Den starter i højre side, hvor tyndtarmen munder ud i den del af tyktarmen, som kaldes coecum (har ikke noget dansk navn), løber op til leveren, tværs over bughulen og ned i venstre side. Den ender i den S-formede del, som hedder sigmoideum.
Tyktarmen har mange vigtige opgaver, der i mange år har været ukendte eller oversete.
Dens opgaver er traditionelt blevet betragtet som værende at trække væske tilbage til blodbanen, så vi ikke har konstant diarre, samt som kanal til udskillelse af affaldsstofferne.
Nyere forskning viser imidlertid, at tyktarmen har mange vitale opgaver ud over de to:

 

  1. Her produceres og næres de livsvigtige tarmbakterier, hvis sammensætning har stor betydning for vores immunforsvar. Ca. 80 procent af vort immunforsvar sidder i tyktarmen, hvor det er konstant på vagt for at identificere bakterier, virus, svampe, celler og andre uønskede organismer
  2. Der er i tyktarmen også en stor produktion af de vigtige vitaminer: B12, B1, B2 og K-vitamin
  3. Vigtige signalstoffer og hormoner som fx serotonin, der har betydning for stemningsleje og humør dannes i tyktarmen (faktisk dannes 95% af Serotoninen her og ikke i hjernen, som mange tror)
  4. Melatonin, vort søvnhormon dannes ligeledes i tarmen
  5. Den allerførste del af tyktarmen udnytter, hvad der måtte være smuttet ufordøjet fra tyndtarmen, så intet går til spilde

 

Blindtarmen, som er vedhæng på tyktarmen, indeholder livsvigtige tarmbakterier, som beskytter os mod tarminfektioner af bestemte slags

Sidste nye forskning peger endvidere på, at tyktarmen har indflydelse på insulinfølsomheden og dermed udviklingen af diabetes type 2

 

I Sigmoideum, det sidste S-formede stykke af tyktarmen, opbevares afføringen, indtil den nedadgående del af tyktarmen er fuld, og den sendes videre til rectum.

Rectum
Rectum (som er latin for ”lige”) er et ca. 20 cm lige stykke tarm eller ”opbevaringsrum”, som forbinder tyktarmen med endetarmen.

Det er rectums opgave at:

  • Modtage og opbevare afføring fra tyktarmen
  • Lade dig vide at der nu er afføring, der skal kvitteres
  • Tilbageholde afføringen indtil det kan ske

Når der kommer luft eller afføring ind i rectum, sendes der besked til hjernen.
Hjernen beslutter så, om det er passende at kvittere afføringen/luften eller ej.
Hvis det er, vil endetarms musklen afslappes og rectum trække sig sammen, så afføringen presses ud.
Hvis det ikke er passende, vil endetarms musklen trække sig sammen, og rectum tilpasser sig, så trangen forsvinder for en tid.

Endetarm (Anus)
Endetarmen er den sidste del af fordøjelseskanalen.
Det er en ca. 5-6 cm. lang kanal, som består af bækkenbunds musklerne og de to endetarmsmuskler (inderste og yderste).
Slimhinden i den øverste del af endetarmen er specialiseret i at mærke afføringens konsistens. Den fortæller dig, om indholdet er flydende, luft eller fast.
Endetarmen er omgivet af de to endetarmsmuskler (sphincter), som er vigtige med hensyn til at kunne kontrollere afføringen.
Den inderste kan vi ikke kontrollere med viljen. Den er styret af impulser til og fra hjernen. Den yderste er delvist styret af vores egen vilje.
Bækkenbunds musklerne danner en vinkel mellem rectum og endetarmen, som forhindrer afføringen i at komme ud, før den må.
Når vi sidder på hug eller sammenkrummet er disse muskler løse, så der er fri passage for afføringen.
Når vi sidder ret op eller står op, er musklerne stramme og lukker af for endetarmen.
Den inderste sphincter (endetarmsmuskel) er altid stram og tæt, undtagen når afføring kommer ned i rectum.
Den holder os kontinente og i stand til at holde på afføringen, mens vi sover eller på anden måde er uopmærksomme på tilstedeværelsen af afføring.
Når vi får afføringstrang, stoler vi på, at vores yderste sphincter holder på afføringen, til vi når på toilettet, hvor den så slapper af og tillader endetarmen af tømme afføringen ud.

(Visited 485 times, 1 visits today)